• Børne-MGP fylder 25 år og skal være en uforglemmelig fest

    Source: BDK Borsnyt / 21 Feb 2025 23:32:27   America/New_York

    Børnenes store årlige sangfest MGP kan i år fejre 25-års fødselsdag. Under sloganet "Du glemmer det aldrig" vil årets show løbe af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning lørdag og sendes live på DR1 og DRTV. Gennem showets 25 år har man kunnet se en tydelig udvikling, hvis man spørger Marlene Boel, programansvarlig og chef i Børne- og Ungdomsafdelingen i DR. - Hvis man skulle pege på det primære, der har ændret sig gennem årene, så er det indholdet, som børnene vælger at beskæftige sig med, siger hun. - Nogle vil jo mene, at børnene i MGP med årene er blevet politiserede eller aktivistiske. Men børnene har også i stigende grad optrådt og sendt sange ind med emner, som har tungere karakter end kun frikvarter og venskaber. De senere år har der blandt andet været sange om mobning og konsekvenser for børn af skilsmisser, og i år er der en sang om perfekthedskultur på sociale medier. Børnene ved rigtig meget om, hvad der foregår i deres nære hverdag, men også ude i verden, mener Marlene Boel. I 25 år har deltagerne leveret en lang række børnefavoritter, såsom "Tro på os to", "Turbofluen", "Kickflipper", "Arabiens Drøm", "Håndværkerrøv", "Ingen plan B" og "Jeg er en gamer". Rammerne for MGP fik kritik i november 2022 efter DR's dokumentar "Børnefesten der gik amok". Her fortalte tidligere deltagere om deres erfaringer med MGP - blandt andet at de følte sig overladt til sig selv og uden hjælp til at håndtere den pludselige berømmelse. - I de første shows gik det til tider så stærkt, at nogle af børnene blev klemt. I 2005 indførte vi hos DR en lang række stramninger, som skulle sikre børnenes vilkår. I de sidste 10-15 år, hvor vi har lavet MGP, har det for os været ekstra vigtigt at være frontløbere og passe godt på børnene, siger Marlene Boel. For DR har det altid været vigtigt at fortælle børnene, at der bare er tale om en stor leg, uddyber Marlene Boel. Men i sidste ende kan der kun findes én vinder. Det er dog ikke noget problem, hvis man spørger Andreas Lieberoth fra Aarhus Universitet, der har forsket i børns psykologi og medieforbrug: - Konkurrencer kan være sunde for børn, hvis det foregår på en omsorgsfuld måde og er del af en verden, hvor man også understreger, at det ikke handler om at vinde eller tabe for at være lykkelig, forklarer han. Børn er i fare for at få nogle gevaldige nedture senere i livet, hvis de ikke tidligt lærer, hvordan det føles at tabe, uddyber han. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/boerne-mgp-fylder-25-aar-og-skal-vaere-en-uforglemmelig-fest
Share on,